Skole/Uddannelse

For børn og unge der bliver anbragt på Østerly, har vi et tæt samarbejde med Guldborgsund Kommune og distriktskolen om at finde det optimale skoletilbud.

Vi har gode erfaringer med at skabe kontakt og koordinere mellem tidligere skoletilbud, anbringende kommune og specialundervisningskonsulenterne i skoleforvaltningen for at få en hurtig og grundig visitation

Guldborgsund kommune har flere forskellige tilbud til børn/unge, der har brug for et specialtilbud.

I Guldborgsund Kommune påbegyndes der i 6. klasse og frem, samarbejde og planlægning af videre uddannelsesforløb og beskæftigelse med www.uulf.dk til når eleven har afsluttet folkeskolen.

På baggrund af, at børnenes skole og de unges uddannelse vægtes højt, er nedenstående procedure udarbejdet:

Østerlys skolemålsprocedure

  • Der ligger mange motiverende snakke med vores unge om formålet med og vigtigheden af skolegang og efterfølgende uddannelse.


Med uddannelse og job sikres fremtiden økonomisk.Dermed følger friheden til selv at kunne forsørge sig selv/sin familie og til selv at kunne skrive, læse og handle på ex. breve fra det offentlige, sociale medier, opskrifter/indkøbssedler mm, som også er en nødvendighed for at kunne fungere selvstændigt i hverdagen.

  • Vi drøfter endvidere de unges tilgang til skolen/uddannelsessted; både fagligt og socialt.


At de skal have respekt for lærerne/autoriteter og deres arbejde, som er at sikre, at de unge får så optimal læring som mulig.

At de må tage ansvar for egen indsats i skoletiden og forsøge at yde deres bedste.

At de forholder sig til, hvad er en god ven, og hvordan man er en god ven?

Vi tager – på opfordring af og i samråd med de unge – initiativ til sociale tiltag efter skoletid, således at de sociale relationer etableres og bibeholdes og de sociale kompetencer udvikles.

  • Vi bevidstgør de unge om og giver dem indsigt i deres egne faglige og sociale udfordringer.


Dette med henblik på at de kan få og tage imod den rette hjælp og støtte, der er behov for hos den enkelte.

  • Vi arbejder ud fra, at trivsel er en forudsætning for læring.


Vi prioriterer en god start på dagen, hvor normeringen er to mand på fra morgenstunden, således de vækkes i god tid og får den fornødne hjælp/motivation til at komme op og afsted. Skulle noget forhindre, at de ikke når den kommunale taxaordning, kører vi dem til skolen senere.

Vi kommunikerer dagligt med skolerne via skole-intra om børnenes dag, oplevelser, humør og andet, der kan havde indflydelse på deres skolegang. Derudover samarbejder vi telefonisk eller via skole-hjem-samtaler og tværfaglige møder om de unges trivsel og handleplaner.

Vi inddrager og samarbejder med børnenes forældre om deres barns skolegang. Vi oplever i højere grad succes og motivation hos de unge, når deres forældre bakker op om skolens og vores handleplaner og beslutninger.

På Østerly tager vi i samarbejde med de respektive skoler hånd om de sociale udfordringer, som de unge støder på, således der ikke er uløste konflikter, som kan hindre læring eller motivationen hertil. Vi tager om nødvendigt kontakt til klassekammeraters forældre.